tirsdag den 28. april 2015

Anmeldelse af Kvinden i det røde mudder af Louis Klostergaard

Forlagets beskrivelse:
Pieter Martins bor i Hillbrow, en bydel i Johannesburg i Sydafrika. Han er en sort, midaldrende tidligere politimand under apartheidstyret, men har nu nedsat sig som privatdetektiv. Pieter Martins er hverken velanset af sine hvide ekskolleger eller den sorte befolkning, for hvem han er en forræder.

En dag dukker en kvinde op på hans kontor. Hun har åbenlyst forventet en hvid privatdetektiv. Kvindens datter, Bloeme Barrett, er forsvundet, og Pieter Martins får til opgave at finde hende. Martins tager modvilligt opgaven og opdager langsomt, at opgaven er noget anderledes, end han forestillede sig.

Pieter Martins udnytter sine kontakter og kendskab til politiarbejde, men befinder sig hurtigt i livsfare, fordi mord på mord følger i kølvandet på hans opklaringsarbejde. Han bliver ført bag lyset i sin søgen på svar hos Johannesburgs forskellige samfundslag og kvarterer og må til sidst tage opklaringen af pigens forsvinden i egen hånd.


Anmeldelse:
Den krimi er en rigtig privatdetektiv krimi, i den klassiske krimi-stil.

Handlingen foregår i Sydafrika, så alene af den årsag er der ikke meget skandinavisk noir krimi over den. Til gengæld er den en yderst velkomponeret krimi, som lever op til spænding, intriger og selvfølgelig at de løse ender samles til slut.

Plottet er rigtig fint skruet sammen, og der er selvfølgelig også de tvist som der skal være for at løsningen ikke skal være forudsigelig. Jeg havde ihvertfald ikke lige så meget som overvejet at netop den person ville være "skurken".

Så det er ihvertfald en rigtig fin debutkrimi.

Handlingen som foregår i Johannesburg i Sydafrika, inddrager en del aspekter som vækker til eftertanke. For blev alt nu lagt åbent frem i forsoningsperioden - hvor der blev givet amnesty for de handlinger der blev lagt frem. Men kan man tilgive alt? og hvor meget vil man ofre for at ikke alt kommer frem i dagslyset?

Personskildringerne, er troværdigt beskrevet og jeg havde ingen problemer med at følge Pieter Martins tanker. At Pieter Martin er glad for whiskey - ja det er måske lige lidt klicheagtigt - men det er så også det eneste der er kliche i den her krimi.


Rigtig god læselyst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar