tirsdag den 4. februar 2014

Anmeldelse af Kaj Ørnfeldt Clausens Diamanter varer ikke evigt

I begyndelsen af anden verdenskrig kommer et barn til verden. Faren er en af Hitlers nærmeste medarbejdere, men drengen Dietrich er født uden for ægteskab, så moren må opdrage ham alene. Dietrich er udstyret med gener, der sikrer ham en fremragende begravelse, men samtidig rummer han også farens ond sider. De kommer til at spøge i hans senere liv, der på trods af hans belastede baggrund kommer til at blive særdeles succesfuld, ikke mindst takket være få, men stærke personer, som støtter ham gennem opvækst og ungdom.

Dietrichs tilværelse som forretningsmand er temmelig konventionel, indtil den dag han ved et tilfælde bliver involveret i et gigantisk diamantkup i Sovjetunionen. Han tvinges til at samarbejde med den skrupelløse og grusomme sovjetiske undersøgelsesdommer Gennadi Durst, og her bliver der god brug for både forstand og hensynsløshed. Samarbejdet er på forhånd dømt til undergang, men for Dietrich bliver det en værdifuld rejse ind i sindet og i familiens dystre fortid - en modningsproces, der skal vis sig at lede til en overraskende slutning på det store kup.

Anmeldelse:
Jeg kan egentlig godt lide at læse spændingsromaner som som går tilbage i tiden. 2. Verdenskrig og det tidligere Sovjetunionen er der allerede skrevet en del spændingsromaner om. Nogle mere vellykkede end andre. Diamanter varer ikke evigt - kommer til at ligge midt i dette felt.

Romanen er er sprogligt flydende og ganske ok bygget op. Romanen er opbygget i den del kapitler, som i starten omhandler de personer som er en del af historien. I princippet er dette udmærket, men her gør det bare at det ikke bliver en særlig flydende historie. De første kapitler om Sovjet-delen bliver en anelse kedelig. Til tider er romaner for beskrivende, som læser følte jeg ikke at der skete helt nok.

Hovedpersonen Dietrich har sine gode og dårlige sider. Her er moralen nok at hvis man i sin opvækst bliver præget af de gode sider fra de mennesker man er tæt på, så er det ikke nødvendigvis de dårlige sider som bliver mest fremtrædende. Dette betyder dog ikke at Dietrich bliver en specielt behagelig person.

En ganske udmærket historie men tror ikke jeg ville kalde den en spændingsroman, synes jeg ikke lige den lever op til. Da der ikke er særlig meget spænding i handlingen.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar