mandag den 24. marts 2014

Nyt interview med Jens Østergaard


1: Du har tidligere skrevet at du regner med at skrive 5 bøger om Thomas Nyland - hvad så bagefter?
Jeg har tænkt mig at skrive en bog om året i fem år, og det er stadig mit mål - men det er ikke sikkert at de alle sammen kommer til at handle om Thomas Nyland. Men hvad så når de fem bøger er skrevet? Jo, i tegneseriekredse har man et ordsprog: "Det eneste, der kan slå en superhelt ihjel, er dårlige salgstal". Det samme gælder for Thomas Nyland. Hvis jeg efter fem bøger har opbygget en god læserskare og nogenlunde kan tjene til dagen og vejen på mine bøger - eller i hvert fald får et solidt tilskud til hjemmets drift - vil jeg fortsætte med at skrive, indtil jeg løber tør for ideer. Ellers vil jeg enten pakke forfatteriet helt sammen, eller i hvert fald kun skrive på meget lavt blus.

2: Holder du mange foredrag om dit forfatterskab?
Jeg vil rigtig gerne holde endnu flere. Det er fantastisk at møde sine læsere ansigt til ansigt og diskutere bøgerne med dem. Så jeg kører med glæde landet rundt for at holde foredrag, deltage i læseklubber og lignende arrangementer. Jeg mener simpelthen ikke, at man som moderne forfatter kan tillade sig at holde afstand til sine læsere.

3: Kan du nogen gange have det som når man er i gang med en god bog som man ikke ønsker skal slutte - når du skriver krimier?
Jeg har sjovt nok ikke noget problem med at afslutte mine krimier. Det hænger nok sammen med, at jeg som læser ikke selv gider alt for lange bøger - med mindre de er virkeligt velskrevne og spændende. Jeg vil helst efterlade både mig selv og læseren et sted, hvor vi ikke er mætte endnu, og dermed har lyst til at læse næste bog i serien også. Jeg bryder mig ikke om lange slutninger. Desuden slipper jeg ikke universet, når jeg afslutter en bog. Hvis jeg får lyst, kan jeg jo altid skrive en bog mere om de samme personer.

4: Er der en særlig grund til at Thomas er som han er?
Thomas er vokset frem af sig selv, og jeg havde ikke en fast plan fra starten om, hvordan han skulle være. Men jeg tror, at jeg ubevidst har forsøgt at lave en hovedperson, der er fuld af fejl, og som ikke er den her perfekte efterforsker, som ellers fylder meget i genren for tiden. Han er ikke super skarp, og han har ikke en masse nykker eller tvangstanker. Han er bare et menneske som du og jeg. Jeg tror, det er derfor, han er så let at holde af.

5:Hvad ligger der af litteratur på dit natbord lige nu?
Jeg har lige været på bogudsalg, så der ligger rigtig mange bøger. Øverst i bunken ligger der dog en bog, jeg har været i gang med et godt stykke tid, nemlig "Piano Roles" om klaverets udvikling og rolle i vores samfund. Jeg har en plan om måske at bruge det i en fremtidig bog. Ellers har jeg lige læst "Vejen" af Cormac McCarthy. Det er en af de bedste bøger, der er skrevet i moderne tid.

6: Læser du selv krimier? I givet fald hvilke? Og hvorfor lige disse?
Ja. Med stor glæde. Nu har jeg jo lige skrevet, at jeg ikke bryder mig om lange bøger, men undtagelsen fra reglen er Jean-Christophe Grangé, som ikke alene har et fantastisk sprog, men som også udvikler plots, der tager læseren meget længere ud på overdrevet end alle andre forfattere i genren - oven i købet i et hæsblæsende tempo. Af danske forfattere læser jeg gerne Steen Langstrup, fordi han er minimalismens mester, og Inger Wolf og Michael Lycke, fordi de på hver deres måde repræsenterer det bedste af nordisk kriminallitteratur. Wolf har nogle virkeligt vilde plots, og Lycke er en eminent vidensformidler.

7: Er det vigtigt for dig at krimien har en morale?
Nej. Jeg skriver bare det, der sker. Nogle gange vinder de gode, andre gange vinder de onde. Sådan er livet. Jeg har ikke behov for at fortælle folk, hvad de skal tro og mene eller komme med løftede pegefingre. Det må være op til politikere og meningsdannere at gøre den slags. Hvis læseren kan hive en morale ud af mine historier, er det okay med mig, men det er ikke noget, jeg gør med vilje.


har du lyst til også at læse det første interview jeg lavede med Jens Østergaard kan du læse det her

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar