onsdag den 11. juni 2014

Anmeldelse af Elsebeth Egholms Kød og blod

"Pigens udtryk af ren og skær rædsel var et, han aldrig ville glemme. Halsen var lang og slank og flænset op som efter mødet med et rovdyr. Kraven af blodigt kød stod i skærende kontrast til ansigtet, der var hvidt som sne, der faldt. - Nogen, der ved, hvem hun er?"

Dicte Svendsen frygter at miste grebet om virkeligheden. Voldtægten samme sommer har rystet hende. Selv da hun kvitter jobbet på avisen for at blive freelancer i byens kreative miljø, følger dæmonerne med. En ung kvinde findes død i en baggård i Mejlgade, dræbt efter et kendt mønster. Ulven spreder skræk i landdistrikterne; i byen kopierer drabsmanden dens metoder. Dicte må tage kampen op. for den ukendte dræber har en mission. Han tager de svageste i flokken, og mens hun føler sig allermindst sårbar, er han pludselig tæt på.

Anmeldelse:
Jeg har længe gået og glædet mig til at læse den nye krimi fra Elsebeth Egholm, og skuffet blev jeg ihvertfald ikke.

Langt hen af vejen havde jeg dog den følelse i kroppen at jeg havde vildt meget lyst til at ruske i Dicte - så vågn dog op - og gør noget ved dit traume. Men på den anden side så har jeg jo altid lyst til at ruske i Dicte, hun er jo helt sin egen - hendes grænser og handlemåder er ikke lige i midterområdet for "normalen" hvis man kan sige det sådan.

Dicte er sammen med Peter igen hovedpersonerne i krimien. Faktisk den bedste fra Elsebeth Egholm efter at Peter kom ind i billedet.

Elsebeth Egholm er absolut én af mine yndlingsforfattere, hun mestrer til fulde det at være ond på den gode måde.

Som noget nyt arbejder Dicte ikke længere som journalist, men det er stadigvæk drivkraften i hende - det som er med til at få hende tilbage på sporet - og igen blive den gode gamle Dicte.

Det har været en fascinerende rejse ind i en verden hvor Ulven får en stor plads - men også en skræmmende rejse - for hvad er sammenhængen mellem de datoer som mordene sker på og tidligere sager - hvor gerningsmanden sidder bag lås og slå.

Alle trådene bliver samlet rigtig godt til sidst.

Dette er endnu en super spændende krimi fra Elsebeth Egholm, hvor man som læser bliver holdt på pinebænken - og hvor man lige skal læse et kapitel mere hele tiden.

Krimien er en selvstændig fortsættelse i serien om Dicte Svendsen - men har du endnu ikke læst noget af Elsebeth Egholm - så er jeg dybt misundelig over alle de dejlige timer i Dicte og Peters selskab du endnu har til gode.

Rigtig god fornøjelse med læsningen.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar