torsdag den 25. september 2014

Interview med Thomas Rydahl

Foto: Ninna Flor

1. Nu hvor Eremitten udkommer lige om lidt, hvordan har du det så?
Uh, jeg er så spændt. Da min redaktør i januar foreslog en udgivelse i september, var jeg ved at springe ud af vinduet. Der var så længe til. Nu føler jeg at det er alt for tæt på. Samtidig er det jo en stor forløsning. De sidste to-tre årtier af mit liv, har jeg glædet mig til at udkomme med min roman. Og nu er den her. Det er en drengedrøm, hvis man kan sige det sådan, men en af den slags, jeg har knoklet for. Og så er det selvfølgelig meget overvældende, at der er så stor interesse fra andre forlag, medier og litteratur-mennesker (som dig).


2. Var der en særlig begivenhed som gjorde at du kom i gang med skrivningen? Har du altid gerne ville skrive?
Jeg begyndte at skrive som barn. Børnehaveklasse som det hed dengang. For mig var det en fantastisk måde at lege på. I teksten kan man skabe steder, der ikke findes. Tage på eventyr, rejse i tid og rum, opløse sig selv i ingenting uden det sviner. Men det var først da jeg vandt Politikens og Gyldendals Novellekonkurrence i 1992, da jeg gik i gymnasiet, at jeg sådan rigtigt mærkede, hvad det var jeg havde gang i. Jeg mødte nogle forfattere, blandt andet Poul Borum og FP Jac, der havde det lidt ligesom mig. Det ensomme arbejde, følelsen af at være uden for alting og samtidig inde i alting. Det var meget opmuntrende. Og endnu mere, da jeg kom på Forfatterskolen og mødte jævnaldrende forfattere og mennesker, jeg holder meget af.

3. Hvad har du liggende på dit natbord af litteratur lige nu?
Fra min ferie i sommer har ”This book will change your life” af AM Homes, en bog jeg fandt på en restaurant på en lille græsk ø. Den er jeg fuldkommen vild med. Enkel skrivestil med fantastisk humor og gode svirp med halen. I lufthavnen faldt jeg over en ny thriller af en debuterende forfatter, der hedder Terry Hayes. Jeg læser også lidt i Bolaños ”Nocturne fra Chile”.

4. Hvilke forfattere har betydet mest for dig personligt? Og for dig som forfatter?
De forfattere, der har præget mig mest med deres vanvittige fornemmelse for den gode historie er uden tvivl Stephen King og Astrid Lindgren. Men som litteratur, jeg vender tilbage til og har lært mest af, er det forfattere som Auster, Dostojevskij, Nabokov, AM Homes, Delillo, Murakami, Chatwin, Borges og Bolaño.

5. Når du skriver, har du så særlige ritualer? Kan du skrive alle steder eller er der særlige steder hvor du skriver bedst?
Jeg kan skrive hvor som helst og når som helst. Bare jeg har musik i ørerne. Jeg elsker at sidde i toget og skrive. Jeg kunne nemt blive siddende hver morgen og eftermiddag i stedet for at stå af. Jeg elsker at kigge op og se landskabet være forandret. Et tog passer utroligt godt til skriveprocessen, ordene. Noget af det samme gælder mit andet skrivested: Louisiana, museet i Humlebæk. Her sidder jeg næsten uden undtagelse hver weekend og skriver. De kender mig efterhånden deroppe, det er lidt pinligt, men også meget hyggeligt. Jeg nyder at sidde der. Ny udsigt hver gang, og altid god kaffe og masser af fokus på teksten. Det bliver ikke meget bedre. Selv hvis jeg havde eget kontor derhjemme, ville jeg tage på Louisiana.

6. Hvad læser du helst ebøger eller papirudgaven?
Jeg læser lidt af hvert og hører også lydbøger. Jeg elsker ebøger og den nemme måde at have adgang til alverdens litteratur, men jeg kan stadig bedst lide papirbøger, bare fordi den fysiske bog er så nem at åbne, lukke, blade i. Bøgerne jeg fandt på ferien på restauranternes gratishylder var dejligt slidte og sikkert læst af mange, mange mennesker før mig. Siderne var krøllede og bogen skæv af fugt. Men jeg elsker at smuglæse i mange forskellige bøger på min ipad og vælge en ny bog på den måde.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar