mandag den 13. oktober 2014

Anmeldelse af Monogrammordene af Sophie Hannah

Jeg har været meget spændt på denne krimi. Men det kan nu godt være lidt grænseoverskridende at læse en Hercule Poirot krimi, som skal forestille at være en krimi med Agatha Christies Hercule Poirot, for kan den nye forfatter nu leve op til de forstillinger som jeg har og ikke mindst de forventninger jeg har til den.

Vi er taget tilbage til året 1929, som er i starten af Hercule Poirots privatdetektivkarriere. Under en frokost bliver Poirot forstyrret af en ung dame, der fortæller, at hun vil blive myrdet. Hun er bange, men beder alligevel indtrængende Poirot om ikke at afsløre morderen, da hun har fortjent at dø og at drabet er retfærdigt. Poirot kan selvfølgelig ikke lade det ligge, og da pigen samtidig tilsyneladende er forsvundet så går jagten på seriemorderen , der efterlader guldmanchetknapper med initialerne PIJ i munden på sine ofre.

Selv om hele historien er bygget op omkring Hercule Poirot, hans opklaring - så er det alligevel ikke ham men Scotland Yard inspektøren Edward Catchpool som er jeg-personen og den egentlige hovedperson.

Egentlig synes jeg historien og plottet er ganske fint bygget op - og kunne for den sags skyld godt have været en "ægte" Agatha Christie historie. Men det er utrolig svært ikke at foretage en sammenligning over til Agatha Christies serie om Hercule Poirot. I dem ville Hastings måske nok have haft fortælle-rollen, men på en mere tilbagetrukket måde. Den ville også have været kortere - det var Agatha Christies krimier for det meste. Men hvad er den ekstra plads så brugt på - jo den er brugt på det psykologiske i forhold til inspektør Catchpool. Noget som Agatha Christie holdt sig fra.

Jeg har ikke tidligere læst noget af forfatteren, hun slipper ok afsted med denne. Men det er ikke den "ægte" vare. Så derfor sidder jeg tilbage med en fornemmelse af ikke helt at have fået indfriet mine forhåbninger. men det er selvfølgelig også en tung arv at løfte.

Men der er masser af gode aspekter i den, såsom selve plottet, personskildringerne er også gode.

Man kunne jo også have den tanke at det kunne være forfriskende med en fornyelse af Hercule Poirot, men det er jeg nok ikke den store tilhænger af. Så hellere et helt andet set-up.

Alt i alt en ganske udmærket krimi, men som falder i vurdering på grund af den direkte sammenligning til Agatha Christies Hercule Poirot.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar