mandag den 9. februar 2015

Anmeldelse af Eva Maria Fredensborgs Min mund er lukket

Beskrivelse:
Var det ensomhed der drev en kvindelig oversætter til at tage sit eget liv, eller var der bogstavelig talt nogen, der førte hendes hånd?

En besynderlig post-it på køleskabet, en genbo, der kommer på besøg tidligt om morgenen og et armbånd, der slet ikke passer til kittel-kjolen og de afklippede gummistøvler.

Asta Qvist er overbevist om, at Hannah Lundgreen ikke begik selvmord, og da Robert Strand bliver koblet på sagen, viser det sig, at Asta har haft god grund til at tvivle på politiets konklusioner.

Anmeldelse:
Min mund er lukket er 2. selvstændige bind i serien om profileren Robert Strand. Jeg var vild med den første En gang morder - og denne her var endnu bedre.

I denne har Eva Maria Fredensborg valgt at det er sociolog-studerende Asta Qvist som historien fortælles igennem. Asta er veninde med Robert Strands datter Julie, på den måde knyttes de 2 hovedpersoner tæt sammen. De arbejder også rigtig godt sammen i forbindelse med opklaringen som dog er hård kost for Asta som jo ikke er politiuddannet.

Eva Maria Fredensborg er fantastisk til at beskrive sine personer så levende at man nærmest forventer at kunne støde på dem "ude i den virkelige verden".

Skrivestilen er let og flydende, siderne nærmest vender sig selv. Personskildringerne er levende - som skrevet ovenfor - men også troværdige hver og en.

Plottet er rigtig godt skruet sammen, og først til sidst er du helt sikker på hvem der er gerningsmanden. Dette er en krimi som når du først er startet - så vil du meget nødigt slippe den igen inden du har fået læst det hele. Spændingsniveauet er rigtig godt og jeg var godt underholdt hele vejen igennem.

Har du endnu ikke læst noget af Eva Maria Fredensborg, så er det nu du skal i gang. 3. bind i serien udkommer 19. februar 2015. Den glæder jeg allerede rigtig meget til.

Det er helt sikkert en bog du skal læse, og rigtig god fornøjelse med den.

Rigtig god læselyst.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar