onsdag den 4. marts 2015

Anmeldelse af Eva Maria Fredensborgs I blinde

Forlagets beskrivelse:
En superligaspiller bliver likvideret efter sæsonens sidste kamp, og da det viser sig, at Carl Pedersen har kendt offeret som dreng, lyver han for at kunne deltage i efterforskningen. Allerede her burde den ellers rationelle efterforsker vide, at han er gået for langt, men noget i sagen om drabet på Daniel Kofoed sender Carls moralske kompas ud af kurs.

Sammen med profileringsekspert Robert Strand og sociolog Asta Qvist får Carl til opgave at indkredse gerningsmandens motiv i en sag, der fører teamet dybt ind i det københavnske hash- og bandemiljø. Men for Carl Pedersen bliver opklaringsarbejdet også en ubehagelig påmindelse om, at man aldrig for alvor kan kende et andet menneske, og inden drabsmanden er fundet, må Carl erkende, at han ikke engang kender sig selv.

Anmeldelse:
Dette er den sidste selvstændige krimi i triologien af Eva Maria Fredensborg. Den kan godt læses uden at du har læst de andre, men det ville være at snyde dig selv for en god krimi-oplevelse.

I hver af krimi-triologien har hver bog sin egen efterforsker som omdrejningspunkt - eller hovedperson. I de 2 første var det Robert og Asta som vi lærte at kende på godt og ondt. I denne afsluttende krimi i triologien er det Carl som er den person som vi nu får et indgående kendskab til, Robert og Asta er dog stadigvæk centrale personer i handlingen.

I denne krimi har Eva Maria Fredensborg, brugt nogle af hendes læseres navne. Det er nu lidt sjovt at møde sig selv i en krimi, en anden fra Krimifan og andre navne som jeg kender fra Facebook. Min egen optræden er ret kortvarig. Men pudsigt har det ihvertfald været.

Persongalleriet er rigtig godt skildret. Jeg følte, at jeg kom til at kende personerne rigtig godt.

Eva Maria Fredensborg skriver legende, levende og let. Du kommer til at føle dig som en del af handlingen, det er noget af det som Eva Maria Fredensborg er rigtig god til. Det er så levende fortalt at man får en fornemmelse af at det sagtens kunne være den "virkelige" verden.

Jeg synes på en måde, at det er rigtig ærgerligt at der ikke kommer flere krimier om disse 3 fantastiske personer, som er så gode til at komplementere hinanden. Men heldigvis er Eva Maria Fredensborg ved at lave research til en ny krimi.

"I blinde" var en rigtig page-turner, som desværre slet ikke varede længe nok. Eva Maria bliver bare bedre og bedre.

Har du ikke læst nogen af Eva Maria Fredensborg krimier endnu, så vil jeg anbefale dig at du smutter en tur i boghandlen eller på biblioteket. Du skal ikke snyde dig selv for denne krimi-læseoplevelse. Eva Maria Fredensborg er et af de nyere danske krimiforfattere som med I blinde fastholder et højt niveau, og kravler endnu højere op på den danske krimi-stjernehimmel.

Rigtig god læselyst.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar