mandag den 30. marts 2015

Anmeldelse af Hvidt snit af Lotte Petri

Forlagets beskrivelse:
"Hvidt snit" er en ny krimi i serien om forskeren og lægen Selma Eliassen, som er ansvarlig for forebyggelse af epidemiske udbrud og angreb med biologiske våben. Det sensationelle fund af en død ulv på dansk grund får en yderligere dimension, da nogle knoglerester fra et menneske findes i dens mavesæk, og snart findes resten af skeletten. En retsmedicinsk undersøgelse viser, at skelettet er omkring 30 år gammelt, og at der er tale om et grusomt mord. Kort efter dør en indsat fange under mystiske omstændigheder i Sikringen - et moderne topsikret fængselshospital, hvor landets allerfarligste sindssyge, kriminelle er indsat.

Skønt der er 30 år imellem deres dødstidspunkter, aner politiet en sammenhæng: Begge ofre har fået foretaget det hvide snit gennem øjet - en operativ metode, der ellers ikke længere anvendes - og begge er blevet forgiftet med et yderst sjældent stof. Samtidig har Selmas studieveninde, retsmediciner Lone Olsen, store personlige problemer. Hun lider af den arvelige genfejl "Turner syndrom" - og pludselig dukker hendes sygejournal op på en ny-nazistisk hjemmeside, der plæderer for udryddelse af mennesker med arvelige genfejl som en del af racehygiejnen.

Selma og hendes kolleger hvirvles ind i en farlig efterforskning mellem psykisk syge kriminelle og tegn på ny-nazistiske rørelser, og efterforskningen tyder på, at der er kyniske seriemorder på spil, der har ladet sig inspirere af nazisten Josef Mengele's menneskeeksperimenter.

Anmeldelse:
Hvidt snit er Lotte Petri's 4. krimi i serien om Selma. Jeg kan godt sige det med det samme - den er både grum og uhyggelig.

Er du til uhygge på det psykologiske plan, så har du her fundet den helt rigtige forfatter. Jeg må indrømme med skam at jeg ikke har læst de 2 første i serien. Men det når jeg forhåbentlig.

Men i forhold til hvad der skete under det nazistiske styre i mellemkrigstidens Tyskland og under 2. verdenskrig så må man sige at virkeligheden langt overgår fantasien hvad grusomhed og uhygge angår. Men det er jo utroligt vigtigt ikke at glemme hvad der skete, så det ikke sker igen. Det er her at Lotte Petri har sin force. Beskrivelserne er så levende beskrevet at jeg nærmest til tider fik ticks ved øjnene. Det er ikke småting man bliver indviet i.

Skrivestilen er flydende, levende og let. Emnerne gør at jeg til tider synes min fantasi spillede mig et pus. Det er ikke en pageturner i den forstand, og ihvertfald ikke en bog jeg glemmer sådan lige med det samme. Jeg havde indimellem behov for lige at have en pause fra bogen, men spændende var den ihvertfald.

Plottet er uhyggelig godt skruet sammen i al sin grusomhed. Buchanan og Selma kommer du endnu tættere på i Hvidt snit, men der er skæret helt ned for fortællingen om Selma og veninden Lisa. Og det er et stort plus for bogen, der lagt 100 % fokus på fortællingen, og opklaringen af mordene.

En fantastisk spændende krimi/spændingsroman, som du nødigt lægger fra dig igen.

En tankevækkende bog, for hvad er acceptabelt i forskningens navn? Forhåbentlig ikke det der foregår i denne bog.

Jeg vil give Hvidt snit mine varmeste anbefalinger.

Rigtig god fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar