onsdag den 8. april 2015

Anmeldelse af Camilla Läckbergs Løvetæmmeren

Forlagets beskrivelse:
Januarmørket har ramt Fjällbacke.

Byen er som frosset fast i vinterkulden, da en næsten nøgen pige i blinde går gennem skovens tunge snedække ud på vejen og fanges i forlygterne fra en bil. Føreren når ikke at undvige hendes spinkle skikkelse.

Da Patrik Hedström og hans kollegaer modtager alarmopkaldet, er pigen allerede identificeret. Hun hedder Victoria og er en af hestepigerne fra den lokale rideskole. Ingen har set skyggen af hende, siden hun forsvandt på vej hjem fra stalden fire måneder tidligere, men det er tydeligt, at hun er blevet mishandlet i mellemtiden.

Sagen om Victoria er ikke den eneste familietragedie i Fjällbacka den vinter. Erica Falck er ved at skrive en bog, der bygger på en gammel sag om familien Kawalska. Faderen var cirkusartist og polak af oprindelse, moderen sidder fængslet for mordet på ham. Erica har gennem længere tid at få hende i tale for at høre nærmere om, hvad der skete dengang. Nu har hun indvilliget i, at Erica besøger hende i fængslet. Men Erica ved, at hun ikke fortæller sandheden.

Anmeldelse:
Den 20. marts 2015 udkom den længe ventede 9. bog i serien om Patrik Hedström og Erica Falck. Alligevel fik den lov til at stå lidt i reolen inden jeg bestemte mig for, at nu var det den jeg ville kaste mig over. Som forventet var fornøjelsen kort. Efter et par dage var den slugt, men jeg håber ikke at der skal gå 3 år igen inden vi hører mere fra Camilla Läckberg.

Personerne er de vante Erica og Patrik. På hjemmefronten er der ikke sket det store. Annas søster fylder overraskende lidt i bogen, men det klager jeg ikke over. Denne gang har hun en forholdvis lille rolle, som biperson. Erica har stadigvæk en hang til at gå sine egne vegne - og gerne lige krydse en af Patriks efterforskninger. Og det er da heldigt at hun har ham til at redde sig - gang på gang.

Sidehistorien i bogen, omhandler Laila, som blev gift med cirkusartisten. De fik 2 børn. Laila har aldrig villet fortælle hvad der skete den dag hvor hendes mand blev dræbt. Laila er bange, men hvad er det hun er bange for? og hvad er det for postkort hun modtager? Hvad betyder de?

Alle mine forventninger blev indfriet. Plottet er godt skruet sammen, og selv til allersidst kommer der lige et uventet tvist.

Camilla Läckberg har skrevet endnu en fantastisk spændende krimi, på et højt niveau. Spændingsniveauet er rigtig højt og bevares helt til sidst. Der serveres det ene tvist efter det andet - så selv om man har en antagelse om at det nok drejer som en forholdsvis snæver kreds - som kan være morderen - så overraskes man alligevel til sidst.

Selv om du ikke tdligere har læst noget af Camilla Läckberg kan du sagtens give dig i kast med denne. Men jeg ville da straks give mig til at læse dem fra en ende af, de er rigtig gode.

Rigtig god fornøjelse med Løvetæmmeren.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar