torsdag den 2. november 2017

Pagten af Michael Katz Krefeld

Handling
Fem år er gået, siden privatopdageren Ravns kæreste, forsvarsadvokaten Eva, blev brutalt myrdet i deres hjem. Det uopklarede drab plager stadigvæk Ravn, så da nye oplysninger gennem en lyssky advokat dukker op, kaster han sig over sagen.

Sporene fører Ravn tilbage til en mystisk henvendelse, som Eva fik i dagene inden sin død. En henvendelse, der peger på korrupte betjente blandt Ravns tidligere kolleger og en bagmand højt placeret i anklagemyndigheden.

Snart er Ravn selv jaget vildt, og han bliver nødt til at indgå en uhellig alliance med gangsterbossen Kaminsky, som har afgørende viden om drabet på Eva. Men alting har en pris. I dette tilfælde 71 skjulte millioner.

Men det er ikke uden problemer, når man indgår en pagt med djævelen. Medmindre du har 71 millioner gode grunde.

Anmeldelse
Så er sidste side vendt i Pagten, en krimi som jeg længe har glæde mig til at skulle i gang med at læse. Ikke mindst var det spændende om Ravn omsider fandt ud af hvem, som dræbte kæresten Eva.

Alle mine forventninger om et spændende plot blev til fulde indfriet. Efter min mening er dette den bedste Ravn-krimi til dato. Det er en stærk krimi. Som har alt hvad man kan ønske sig i form af et velkomponeret plot og en spændende handling.

Som i de tidligere Ravn-krimier, fremstår krimien letlæselig. Det fornægter sig ikke i den måde som Michael Katz Krefeld skriver på, at han tidligere har skrevet film manuskripter. Det er en meget levende skrivestil.

Det har været en ren fornøjelse at være i selskab med Ravn. Særligt fordi at historien er skarpt skåret og at der ikke er så meget som et enkelt gram overflødigt fedt tilbage i Pagten. Det er en krimi som har holdt mig fanget fra første side og underholdt igennem alle 416 sider.

Hvis du ikke allerede har læst de øvrige Ravn - krimier, så er det på tide at komme i gang. Jeg vil ihvertfald gerne varmt anbefale Pagten som har været en rigtig dejlig læseoplevelse.

Krimihjerte giver Pagten af Michael Katz Krefeld 5 store krimihjerter af 6 mulige.

Rigtig god læselyst.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar