torsdag den 15. februar 2018

Enken fra Kiev af Mogens Blom

Handling
Ved midnatstide i Donetsk, østukraine flygter en kvinde ud af sit hjem med en rygsæk fuld af fortrolige dokumenter.

I Danmark er Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste blevet ansat i et nyoprettet sikkerhedssekretariat i Udenrigsministeriet. Mens ministeren taler på en stort anlagt konference, myrdes en af de udenlandske deltagere. Maiken Tarp er eneste vidne og mens PET efterforsker attentatet som terrorrelateret, er Tarp overbevist om at sagen er mere kompliceret end som så. Maiken Tarp lader sig opsluge af sagen - med fatale konsekvenser.


Anmeldelse
Jeg er ret glad for denne krimi. Om det reelt er en krimi eller en spændingsroman, synes jeg ikke er så vigtigt lige i dette tilfælde. Der er ihvertfald mord som opklares. Jeg kan rigtig godt lide krimier/spændingsromaner, hvor det politiske har en fremtrædende rolle i handlingen. Det må man sige, at jeg til fulde får opfyldt i "Enken fra Kiev".

Dette er 3. bind i serien om Maiken Tarp, den kan sagtens læse uafhængigt af de 2 første. Jeg har ikke selv læst de 2 første, endnu ihvertfald. Men det kunne da være de skulle med hjem fra Krimimessen.

Maiken Tarp som er hovedpersonen, er en rigtig dygtig efterforsker. Hun indeholder masser af kløgt, intelligens til gengæld har hun måske de allerbedste sociale kompetencer. Hun er en hovedperson, som virkelig udvikler sig på det personlige plan fra bogens begyndelse til slutningen.

Plottet er rigtig godt og spændende. Konflikten mellem Rusland og Ukraine er mere end oplagt til at danne rammen om en spændingsroman. Mogens Blom krydrer det med FE, PET og Sikkerhedssekretariatet i Udenrigsministeriet. Det virker troværdigt. Jeg har overhovedet ingen problemer med at forestille mig de intriger, der kan forekomme mellem de 3. Alle 3 kæmper for hver deres organisation, bevillingerne sikres ved at være dem som udadtil har den største succes. Det at de ikke "bare" forærer hinanden al den viden de hver besidder, er med til at gøre historien realistisk. Tænk hvad sådanne tjenester reelt kunne opnå, hvis de samarbejdede mere åbent.

Det har været en fornøjelse at være i selskab med Maiken og alle de andre personer i Enken fra Kiev.

Det er en rigtig spændende bog, som jeg med glæde vil anbefale dig at læse. Synes du ligesom jeg, at et politisk snit i krimi/spændingsroman kan være spændende, så skal du helt klart læse denne.

Krimihjerte giver Enken fra Kiev 5 ud af 6 krimihjerter.

Rigtig god fornøjelse.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar