tirsdag den 14. august 2018

Krokodillevogteren af Katrine Engberg

Handling
I et byhus i indre København går folkepensionisten Gregers Hermansen forsigtigt ned af trapperne. Underboens dør står på klem og Gregers falder uheldigvis ind i lejligheden, da han vil støtte sig til dørkarmen. Noget afbøder dog hans fald. Da han kommer til sig selv, opdager han, at han ligger ovenpå liget af en ung kvinde.

Kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner sættes på denne overraskende sag, der vender op og ned på livet i byhuset.

Anmeldelse
Dette var en rigtig spændende debut-krimi fra Katrine Engberg. Den virker lovende - og en ny krimiforfatter med masser af potentiale har set dagens lys. Et stjerneskud på den danske krimihimmel er født.

Indtil videre har Katrine Engberg udgivet 3 krimier, alle med Kørner og Werner som hovedpersonerne.

Det var en krimi som jeg nærmest fløj igennem, så jeg håber jeg snart kan afse tid til at komme tilbage til Engbergs krimi-univers. Det var ihvertfald en fornøjelse at læse Krokodillevogteren.

Personskildringerne er rigtig gode. Det er et meget blandet persongalleri, det giver krimien en ekstra dimension.

Plottet er godt skruet sammen, så jeg var godt underholdt fra start til slut.

Har du endnu ikke læst noget af Katrine Engberg, ja så kan jeg kun anbefale dig at komme i gang.

Rigtig god fornøjelse.

Krimihjerte giver Krokodillevogteren 4 hjerter ud af 6.

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra L&R.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar