søndag den 28. juni 2020

Pyromanen sæson 3 - Hævnen af Inger Wolf

Handling
I den lille nordsvenske by Lycksele begås en sen aften et brutalt dobbeltdrab på et forældrepar. Samtidig forsvinder et af familiens tre børn, den 8-årige Veronica.

Datteren viser sig at have en slående lighed med Klara Larsson - en anden 8-årig pige, som forsvandt for 30 år siden. Hun dukkede op igen 1 år senere, men hendes bortfører med elefanthuen blev aldrig fundet. Det svenske politi kontakter Klara for at undersøge, om der er flere lighedspunkter mellem de to sager.

Klara har i mange år boet i Danmark, hvor hun er brandefterforsker hos Østjyllands Politi, men hun har slet ikke lyst til at blive konfronteret med sin fortid. Alligevel ender Klara med at give efter og sammen med kæresten og kollegaen Sebastian Vinther, rejser de til Klaras barndomsby. For måske kan hun ved samme lejlighed få opklaret, hvem der har sendt hende anonyme breve fra Lycksele.

Men da endnu en pige bortføres, stiger presset på Klara for finde gerningsmanden og samtidig løse gåden om sin egen fortid.

Anmeldelse
Den 22. juni 2020 udkom trejde bind i Inger Wolfs Mofibo Originals serie Pyromanen.

Jeg kan sige med det samme, at den i hvertfald stjal en del af min nattesøvn - arbejdet måtte også lige udsættes så jeg kunne få læst de sidste 40 sider. Så er du advaret.

Vi følger Klara og Sebastians tur til Lycksele. Det er en vild tur du kommer med på - på flere planer. Det er en både makaber, grusom og uhyggelig læseoplevelse, men samtidig er det også en tur hvor du kommer tættere på både Klara og Sebastian.

Personskildringerne får i Hævnen endnu flere facetter at spille på, de får deres helt eget liv - de har dybde, er vedkommende og meget levende.

Plottet er fantastisk på en ond og grusom måde - det er noget af det som Inger Wolf virkelig mestrer. Kun få danske krimiforfattere er på niveau med Inger Wolf på det område.

Du bliver blæst i gennem Hævnen - det er en kort læseoplevelse - til gengæld er det en som bliver hængende.

Afslutningen kan vi som læsere være så heldige, at serien måske endnu ikke er slut. Det krydser jeg fingre for.

Jeg ville så gerne at Inger Wolfs Pyroman-serie får et endnu bredere publikum - det har både serien og forfatteren fortjent.

Rigtig god fornøjelse.

krimihjerte giver Hævnen af Inger Wolf 💝💝💝💝💝💝 ud af 6 mulige.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar