onsdag den 19. august 2020

Rivalen af Sophie Hannah, B.A. Paris, Clare Mackintosh og Holly Brown

 

Handling

Hvor langt ville du gå for at beskytte din datter?

Carolyn, Bronnie, Elise og Kendall har én ting til fælles. Deres teenagedøtre er bedste veninder på Orla Flynn Academy, en prestigefuld og konkurrencepræget dramaskole i London.

En dag starter en ny pige på skolen, og en række mystiske hændelser begynder at følge i hendes kølvand. Står den nye pige bag, eller kan det være en af de fire veninder? Da et mordforsøg finder sted, og sagen tager dødbringende drejning, peger alting på den nye pige. Men hun har et alibi, og hvem er så den skyldige?

Pigernes mødre er i oprør og vil gøre alt for at finde frem til sandheden, og beskytte deres døtre. Men er de også parate til at risikere, at deres egne hemmeligheder kan blive afsløret?

Anmeldelse

Fire store britiske krimiforfattere har skrevet denne yderst velkomponerede thriller sammen. Jeg har tidligere læst krimier af forfatterne Clare Mackintosh og Sophie Hannah. De er begge stjerner på hvert deres felt. De andre 2 forfattere har jeg endnu ikke læst noget af - måske det skulle være en af efterårets udfordringer.

Rivalen er spændende, hårrejsende og utrolig godt skruet sammen. Bag i bogen kan man se at hver forfatter har skrevet for en af forældrene. Det fungerer over al forventning. Det er en thriller med stor sammenhængskraft - på intet tidspunkt bliver det en ulempe at der er fire forfattere til at skrive. 

Historien er flydende fortalt. Plottet er virkelig flot sammensat. Jeg blev overrasket mange gange - det er en historie som har rigtig mange tvists. Det elsker jeg. Der er masser af psykologi - og clash mellem de fire forældre, som er meget forskelige. Deres hemmeligheder vil overraske og forfærde dig.

Når du først får startet på Rivalen - så slipper du den først når du har vendt den sidste side.

Jeg kan kun opfordre dig til at læse denne spændende thriller.

Krimihjerte giver Rivalen af Sophie Hannah, Clare Mackintosh, Holly Brown og B. A. Paris 💖💖💖💖💖ud af 6 mulige


Rivalen er modtaget som et anmeldereksemplar fra GADs Forlag

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar